Psykoterapi i Hillerød og København

Kæmper du med svære relationer, omsorgssvigt i barndommen eller har du været udsat for psykisk vold?

Når du kommer i terapi er det ofte fordi der var dele af dig som ikke blev set, som ikke måtte være der.

Målet med terapi er ikke at blive en perfekt version af dig selv med styr på det hele. Målet er, at du kan give dig selv plads til at være som du er.

I et terapeutisk forløb hjælper jeg dig med at bearbejde barndomstraumer, forstå dine forsvarsmekanismer og få mere kontakt til dine autentiske følelser og behov.

Lever du det liv du ønsker at leve?

Er du træt af at føle dig usikker, ængstelig og selvkritisk? Glemmer du at prioritere dig selv? Og føler du at du fylder for meget, når du endelig stiller dig frem, viser dig som den du er eller udtrykker grænser og behov?

Mange af de kvinder som kommer hos mig føler sig ofte utilstrækkelige og udbrændte. De løber stærkt for at holde sammen på det hele derhjemme, på arbejde og i de tætte relationer. Men hvorfor blev det sådan? Hvorfor er det så svært at balancere mellem at passe på andres behov og sine egne?

Selvom det lyder lidt som en kliché, så er det et faktum at den måde vi er i verden på - både i relation til os selv og andre - stammer fra den familiekultur vi voksede op i.

I terapien går vi på opdagelse i dit indre landskab. Vi undersøger hvilke følelser, overbevisninger, tankemønstre og evt. traumer som er på spil i dig. Vi arbejder på gradvist at udvikle din selvindsigt, så du kan gøre dig fri fra gamle overlevelsesmekanismer som holder dig tilbage.

  • Hvilke temaer optager mig?

    Som psykoterapeut er jeg især optaget af hvordan utrygge tilknytningsmønstre, dysfunktionelle familiedynamikker og barndomstraumer kan føre til relationelle, adfærdsmæssige og følelsesmæssige mønstre i voksenlivet som holder dig tilbage fra at leve det liv du ønsker. 

    Herudover har jeg specialiseret mig i at arbejde med mennesker som er ramt af psykisk vold i kærligheds- og familierelationer.

    Uanset hvad du kommer med, er jeg optaget af at undersøge hvilke temaer og problemstillinger som hæmmer din livskvalitet og din evne til at indgå i gode relationer.

  • Hvem kommer i terapi hos mig?

    De mennesker jeg møder i det terapeutiske rum, er typisk nået til et punkt hvor tilbagevendende følelsesmæssige udfordringer bliver for overvældende at arbejde med alene. Det kan også være mennesker som har brug for hjælp til relationelle problemer i parforhold, familie, venskaber eller på jobbet. 

    Temaer som selvværd, forkerthed, imposter syndrom, ensomhed, indre uro, tankemylder, vrede og sorg.

    Relationelle udfordringer som kærlighed og seksualitet, utryg tilknytning, frygt for afvisning, problemer med at mærke egne grænser og behov.

    Dybere problemstillinger som stress, kompleks ptsd (c-ptsd), angst og depression hos mennesker der er vokset op med omsorgssvigt eller har levet i et parforhold med psykisk vold.

  • Mine værdier

    Min terapi er funderet på solide faglige og etiske værdier. Mit menneskesyn er at alle mennesker, uanset køn, etnicitet, religion, uddannelse eller seksualitet, er ligeværdige og fortjener at blive mødt med nysgerrighed, respekt og omsorg. 

    Alle følelser er velkomne og ingen problemer er for store eller små. Hvis det skulle ske at jeg ikke er den rigtige terapeut for dig, vil jeg altid sørge for at hjælpe dig videre til en anden terapeut.

    Jeg tilbyder et frirum hvor der er plads til hele dig.

  • Priser

    Prisen for en individuel session af en times varighed er 1000 kr.

    Prisen for en individuel session af halvanden times varighed er 1300 kr.