Har du svært ved at starte gode motionsvaner?

Mange af os har en masse gode intentioner om at komme igang med at træne. Men selv når fitnessabonnementet er købt, det lækre træningsgear er i hus og nytårsforsættet er lagt, så har vi svært ved at komme i gang.

Hvis det er noget du genkender, så er du ikke alene. Jeg har selv været der!

Mine intentioner kan f.eks se sådan her ud:

Jeg vågner en lørdag morgen efter en lang og udmattende uge. Det er den perfekte dag til træning. Min søn sover hos en ven, jeg skal ikke nå noget og har glædet mig til denne dag hele ugen. Endelig har jeg tid, til alt det jeg gerne vil gøre for mig selv. Yes! Jeg kan starte dagen med træning for at kickstarte min energi og så lige støvsuge huset på en halv time og så har jeg resten af dagen til at være kreativ, læse en bog, gå en tur eller lave aftaler med venner.

Men virkeligheden kan være en anden efter en lang og travl uge:

Jeg vågner lørdag morgen og føler jeg mig helt tung i kroppen. Jeg har absolut ingen energi og tanken om at stå op og træne er ulidelig. Indeni forestiller jeg mig en verden, hvor jeg helt Instagram lækker hopper energisk ud af sengen, drikker et glas kogt vand med citron før jeg i mit lækreste yogatøj går i gang med krævende stillinger på måtten. Bagefter går jeg i køkkenet, blender en masse friskt grønt og frugt og drikker det mens jeg sidder i vindueskarmen og kigger ud på haven, klar til dagen.

Virkeligheden er at jeg ligner lort, min krop er øm og jeg kan mærker at jeg virkelig trænger til at strække mig. Men jeg er også sulten. Jeg ved at hvis jeg spiser nu, så skal der gå to timer før man må dyrke yoga og så er hele planen jo ødelagt. Jeg magter ikke lave den damebladssmoothie jeg fantaserede om, for jeg gider da overhovedet ikke stå og rense og snitte en masse ting nu. Gid jeg var sådan en der planlagde sin morgen og havde forberedt portioner med ingredienser, lige til at smide i blenderen. Men sådan noget kan jeg jo ikke engang finde ud af, siger den kritiske stemme som aldrig har motiveret nogen. Øv, nu gider jeg slet ikke stå op. Jeg kravler længere ned under dynen indtil jeg bliver så sulten, at jeg henter noget ligegyldig mad med ind i sengen og ligger og spiser det pakket godt ind i en dyne af selv lede.

Jeg bruger herefter det meste af dagen på at være sur og skælde mig selv ud, fordi jeg ikke kan tage mig sammen. Jo mere sur jeg bliver, jo sværere bliver det at komme i gang med noget andet og dagen ender med det modsatte end det jeg havde tænkt mig.

Det bliver en dag hvor jeg overvældet af præstationskrav falder i en mental sump og driver lidt fra seng til sofa og tilbage igen, mens jeg scroller sociale medier og spiser nemme og usunde måltider og snacks og ser en ligegyldig serie på Netflix, der bedøver min hjerne og får dagen til at gå. For dagen er jo alligevel ødelagt nu! Den skal bare overstås. Alligevel falder jeg alt for sent i søvn, fordi jeg er ensom og ked af det, og derfor ikke kan slippe min telefon og ligger og scroller løs under dynen.

Måske var det i virkeligheden noget helt andet jeg havde brug for. Når hverdagen er fyldt til bristepunktet, kan det få bægeret til at flyde over når der endelig er et hul i kalenderen og alt det vi ikke kan nå skal presses ind. Det handler sjældent om at være doven. Ofte er det bare kroppen der skriger efter en pause.

Kender du ovenstående eller noget lignende? Der er mange måder at reagere på når vi stiller en masse ukærlige og urealistiske krav til os selv, som vi ikke magter at overholde og derfor ender med at føle os uduelige og forkerte.

Der er intet galt med at træne, men har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: Hvorfor vil jeg gerne træne?

Før du læser videre så stop evt. lige op og lav denne meget enkle lille øvelse:

  1. Luk øjnene, læn dig godt tilbage i stolen og hvil armene og hænderne mod lårene.

  2. Mærk fødderne mod gulvet.

  3. Lyt til dit åndedræt uden at ændre på noget: Er det roligt, trækker du vejret helt ned i maven eller er det hurtigt og overfladisk?

  4. Lyt til din krop: Er du afslappet, spændt? Har du ondt nogen steder?

  5. Og stil så dig selv spørgsmålet: Hvorfor vil jeg gerne træne? Hvad er det jeg vil opnå med det? Handler det om at se godt ud, at blive sundere, at præstere? Eller handler det om at få mere energi og overskud, egen tid og velvære?

  6. Mærk nu efter om noget har forandret sig i dit åndedræt eller i din krop. Er du mere rolig i kroppen nu, eller blev du mere spændt? Blev dit åndedræt dybere og langsommere eller hurtigere og mere overfladisk. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Du skal bare mærke efter det som er. Hvad føler du lige nu når du tænker på træning? Glæde, afmagt, vrede, tristhed, energi, træthed?

Øvelsen her giver ikke endegyldige svar, men det kan være en god måde at finde ind til hvordan du egentlig har det med træning lige nu og her. Og hvis ikke du mærker noget er det også helt fint.

Træning kommer ofte til at handle om at lave om på noget. Vi vil gerne være bedre end vi er. Tyndere, stærkere, mere groundede og omstillingsparate, mindre stressede, se yngre ud og være mere energiske i hverdagen. Vi har fået ørene tudet fulde af at motion er den perfekte medicin mod alt det som er i vejen med os. Men denne søgen efter optimering og perfektionisme er ikke nødvendigvis sund for os som mennesker.

Vi stiller en masse krav til hvordan vi burde være som mennesker i stedet for at mærke hvad vi har brug for.

For selvfølgelig har vi brug for motion og nærende kost, men nogen gange har vi brug for bare at være. Vi har brug for hvile og pauser, at give os selv omsorg og at holde af os selv lige præcis som vi er. Og det kan være svært i en travl og præstationsfokuseret verden.

Forrige
Forrige

Familie – hvad kommer du fra?

Næste
Næste

Er du i tvivl om du er udsat for psykisk vold?