Skal jeg gå no contact med min familie?

Forleden var der en kvinde som spurgte mig: “Burde jeg gå no contact med min familie?” Det er virkelig et svært, hvis ikke umuligt, spørgsmål at besvare på andres vegne.

Der er forældrerelationer som lyder så giftige, at min indre impuls skriger: Kom hurtigst muligt væk fra de mennesker! Men det er ikke uden konsekvenser, at tage sådan et valg. 

Hvordan bliver relationen med den øvrige familie efter et brud? Andre søskende og familiemedlemmer har måske en anden oplevelse og så er det måske den som vælger familien fra, som bliver gjort til skurk, uanset om det er retfærdigt eller ej.

I dysfunktionelle familier ser man ofte en dynamik der positionerer familien i et “os” mod “omverdenen”. For at være en del af dette “os”, kræver det at du tilpasser dig familiens værdier og overbevisninger. Der er ikke plads til at divergere fra den fælles fortælling. Hvis ikke du er loyal, hvis ikke du er med os, så er du imod os. Ethvert familiemedlem i sådan et system har valget mellem at være enten inde eller ude.

At stille sig uden for kan være et svært ståsted som menneske. Især hvis man er opvokset med en indoktrinering som hedder sig, at uden familien er du ingenting, uden familien er du overladt til den store kolde verden. Det er en svær eksistentiel trussel for ethvert menneske, ikke mindst for dem som ikke har nogen erfaring med, at andre mennesker og fællesskaber kan være trygge.

Mennesker, som alligevel tager det svære valg, kan derfor opleve at miste alle de øvrige relationer, som ikke tør stille sig uden for fællesskabet. Det kan være utrolig ensomt og en stor omvæltning, at tage den beslutning. 

For nogle kan beslutningen føles som et spørgsmål om ren overlevelse, et livsnødvendigt tilvalg af sig selv:

“Hvis jeg bliver bare et sekund mere, så mister jeg mig selv, så går jeg til grunde”.

I sådan et tilfælde vil valget og konsekvenserne deraf måske føles en anelse mindre tunge. Når man er derude hvor det handler om liv eller død på et eksistentielt plan, så bliver det ofte lettere at leve med den ensomhed der følger efter, fordi den er forbundet med en følelse af handlekraft og et element af både lettelse og selvrespekt.

For enhver, der står overfor en sådan beslutning, er der derfor en afvejning, der må ske: Hvor meget mister jeg af mig selv ved at blive, hvor meget mister jeg ved at gå? 

I de knap så grelle tilfælde kan der være alle mulige løsninger som befinder sig et sted midt imellem.

• Hvordan og i hvilket omfang kan jeg blive uden at miste mig selv?

• Hvilke grænser kan jeg sætte for min familie, som gør det muligt at være mig i familiefællesskabet?

• Hvilke rammer sætter jeg for samværet, som gør det muligt for mig ikke at blive helt drænet i dagevis efterfølgende?

Så der findes ikke lette svar på om du skal gå ‘no contact’ med din familie. Du er den, der kender dig selv, dine ressourcer og det, din familie har at byde på bedst. 

I et terapeutisk forløb kan vi arbejde på at folde disse overvejelser ud, så du kan finde den bedste vej fremad for dig. 

Det er ikke et let arbejde, men det er enormt frigørende at tage dig selv, dine følelser, behov og grænser alvorligt, så du gradvist kan få mere fylde i verden - med eller uden din familie. For uanset om vores familie er elsket eller frygtet, så er det et fællesskab vi er født ind i og formet af og som derfor fylder virkelig meget i vores liv. 

Der har på det sidste været flere artikler om voksne børn som afskærer deres forældre. Mange reagerer på dette i sympati med forældrene og kritiserer voksne børn der vælger familien fra som egoister. Jeg forstår godt at det her emne vækker mange følelser. Enhver der har et barn selv kan forestille sig smerten ved at miste relationen. Men jeg tænker, at de fleste mennesker, der vælger den vej, næppe gør det i lethed, eller uden at der ligger dybe årsager bag. Som oftest er det resultatet af mange år med svær og nedbrydende kontakt mellem generationerne; uløselige konflikter, omsorgssvigt, misbrug, eller måske endda vold. Så måske bør vi lige træde et skridt tilbage, før vi dømmer andres liv. Selvom noget kan virke ordentligt og redeligt udadtil, så ved vi ganske enkelt ikke hvordan oplevelsen har været bag kernefamiliens fire vægge.